Netværksfamilier/Venner

I perioden 2008-2011 blev det første Netværksfamilieprojekt gennemført i mindst en lokalbaseret psykiatri i 5 regioner i Danmark. Resultaterne fra den forskning, der fulgte projektet viste, at udbyttet for de deltagende psykisk sårbare mennesker var typisk et mindre forbrug af psykiatriydelser, bedre social funktion samt et bedre netværk.

På baggrund af de positive erfaringer blev der taget initiativ til at gennemføre et opfølgende implementeringsprojekt med interesserede kommuner med henblik på en kvalificeret landsdækkende udbredelse af tilbuddet. Fire midtjyske kommuner - Ikast-Brande, Horsens, Randers og Skanderborg – har således de seneste tre år arbejdet med at implementere og forankre Netværksfamilietilbuddet.

Der er blevet fokuseret dels på samarbejde mellem kommuner og civilsamfund og dels på familier/personers villighed til at deltage som frivillige i tilbuddet. Deltagerne har været fulgt gennem to år efter inklusion med henblik på at undersøge tilbuddets effekt ift. udvikling i forbrug af sundhedsydelser, helbred, sociale forhold og netværk samt livskvalitet.

”Formålet med at etablere Netværksfamilier/venner i Randers Kommune er at have fokus på

  •          Psykisk sårbare borgeres rehabilitering og recovery
  •          Fremme social inklusion for psykisk sårbare borgere
  •          ”Give Randers Kommune viden om effekten af Netværksfamilieindsatsen

Aktuelt er der etableret 10 netværksfamiliematch samt familier og borgere, som er rekrutteret, og hvor det handler om at finde det rigtige match.

Tilbuddet er forankret i Center for Psykiatri i afdelingen Psykiatriens Hus, og der er to projektkoordinatorer tilknyttet tilbuddet, som arbejder med rekruttering af borgere og familier, match, arrangementer i forbindelse med faglige input og sparring til familierne samt netværksdannelse. Derudover arbejder de med formidling af tilbuddet.

Find en netværksfamilie

Bliv frivillig her